19. maj 2015

Rytmik og redskaber danner fællesskab

”Vi dyrker fællesskabet gennem gymnastikken. Det er et helt særligt fundament for et fællesskab, og kernen af vores hold er gymnaster, der har kendt hinanden længe. Flere siden de var 13-14 år gamle”, sådan indleder en af initiativtagerne af DGI’s Master Rep.-hold, 55-årige Hanne Østergaard Bertelsen, adfærds-, kontakt- og trivselsvejleder, interviewet. Master Rep.-holdet hører til i Roskilde og er et gymnastikhold for kvinder og mænd mellem 35-65 år. Fælles for alle gymnasterne er, at de i deres yngre dage gik på lokale Repræsentationshold (deraf ’Rep.’) i gymnastik, så kvaliteten på holdet bliver der ikke slækket på.
”Kvaliteten i vores gymnastik er et must. Vi sætter barren højt, så vi konstant udfordrer os selv. Det er vigtigt, at lysten til at lære nyt og udvikle os er i centrum”, fortæller Hanne Bertelsen begejstret. Kvaliteten er i højsæde, men ikke mere end at alle gymnaster kan være med. De frivillige instruktører tilrettelægger gymnastikserierne, så alles kompetencer bliver tilgodeset,

”Hvis én af vores gymnaster ikke længere kan lave en saltomortale, så laver instruktørerne øvelserne sådan, at gymnasten laver noget andet imens. Vi prøver at niveauinddele og imødekomme alle. Det skaber en særlig dynamik og fællesskabsånd”, fastslår Hanne Bertelsen. Instruktørerne på holdet skifter med jævne mellemrum, men er gymnaster fra holdet, der træder til, hvis de har overskud og energi til det. Master Rep.-holdet er et udefineret fællesskab, hvor man tager det ansvar, man kan rumme og har lyst til. Alle bidrager på forskellig vis ved at være i festudvalg, skrive sange, stå for gavekasse, lave underholdning til fester, lave mad, stå for dragter, lave serier, undervise og lave holdets opvisningsprogram.

Blev skabt efter et krisemøde

Hanne Østergaard Bertelsen var med til at udvikle ideen til Master Rep.-holdet for seks år siden.
”Master Rep.-holdet startede med et krisemøde, fordi der var for mange gymnaster på Roskilde After Rep.-hold. Så vi skabte et nyt hold, fandt en lille gymnastiksal, hvor vi kunne træne gymnastik, vi forhandlede med DGI, så vi kunne blive en del af dem – og så startede det”, erindrer Hanne Bertelsen. De begyndte 25 gymnaster, men er i dag vokset til 60 aktive entusiaster, der træner to timer hver uge på Roskilde Katedralskoles Gymnasium. At det er blevet Roskilde, der danner omdrejningspunkt for træningen, er et bevidst valg,
”Vi har gymnaster, der kommer fra Køge, Hillerød og Greve. Det er vigtigt for os, at vores samlingssted er centralt. Det vil være ærgerligt, hvis vi mister medlemmer pga. afstand”, reflekterer Hanne Bertelsen.

Danser hele natten og opfører sig som de unge

Holdet er det eneste af sin art i Danmark, og Master Rep.-holdet møder også succes ved at blive inviteret med til DGI-After Rep.-stævner og diverse lokalopvisninger.
”Vi er alderspræsidenter til opvisninger, men vi indtager gulvet med udstråling og en stor glæde for gymnastikken. De fleste af os har jo stået på gulvet i 40-45 år, og det ses i vores begejstring for sporten. Derudover kan vi sagtens måle os på festerne. Vi danser hele natten! Faktisk så danser vi røven ud af bukserne. Vi giver den gas, leger teenagere og opfører os fuldstændig åndssvagt”, fortæller Hanne Bertelsen, mens hun griner. Det er tydeligt at mærke, at der er masser af livsglæde på holdet. Det er ikke kun et hold, hvis kerne er en passion om en mangeårig fælles sportsgren, men ligeledes en oprigtig interesse i hinanden, når der ikke er kolbøtter, bom og bensving på programmet.

Griner og græder sammen

Det er engagementet i hinandens liv, der gør, at de har et unikt fællesskab, når lyset bliver slukket i gymnastikhallen.
”Vi griner og græder sammen. Da vi har nået en vis alder, oplever vi jo sygdomme, dødsfald, arbejdsløshed og andre traumatiske og triste oplevelser. Vi har et stærkt bånd og en masse skønne minder, der binder os sammen og gør, at vi også er der for hinanden, når livet gør ondt. Ved sygdom ringer de andre gymnaster og spørger ind. De kommer forbi med blomster, og man får beskeder, der lyder, at man er savnet, manglet og der er brug for én på holdet. Man er aldrig alene. Og man er slet ikke skadet alene, for man bliver husket, hvis man er væk”, beretter Hanne Bertelsen empatisk. Der er ingen tvivl om, at Master Rep.-holdets netværk er noget unikt. De deler sorger og glæder, men de er også bevidste om, at det kræver en del at pleje det stærke fællesskab.
”Vi giver os tid til fællesskabet. Vi gør meget for hinanden. Vi arrangerer cykelture og teater, vi har én månedlig kaffeaften, hvor vi samler op, og taler om der er noget, vi skal beslutte i fællesskab. Vi fejrer hinandens fødselsdage, og vi holder 2-3 temafester om året, hvor alle kommer klædt ud”, fortæller hun. Derudover mødes de til kaffe og øl efter træning, og de har skabt ’Badebajerordning’, der slet og ret går ud på at drikke en kold øl i omklædningsrummet efter endt træning.
”Mændene på holdet har i længere tid været gode til at virkeliggøre denne ordning. Men nu kommer vi kvinder efter dem”, griner Hanne Østergaard Bertelsen.

Selvironi er vigtigt

Selvironi og humor er en vigtig ingrediens på holdet. Selvom de, med Hanne Bertelsens ord, ”ikke længere er helt unge”, så tager de deres alder med et smil på læben og leger sig gennem tilværelsen. Derfor har holdet skabt en pokal, de kalder Tudepokalen, som går til den gymnast, der det forgangne år har været mest skadet, ynket mest eller har taget for mange Ipren inden træning.
”Selvironi er vigtigt. Vi bliver nødt til at grine af det, og at vi ikke længere er teenagere. Humor bringer os sammen og styrker vores fællesskab. Det er også derfor, vi har Kraglingprisen”, siger Hanne Bertelsen. Kraglingprisen hylder den på holdet, der får de andre til at grine, ham eller hende, der taler mest og bidrager med sjov og ballade.

Hos Master Rep.-holdet er det gymnastik, der har bundet 60 mennesker sammen i et fællesskab. Et enestående fællesskab, hvor de har en sport tilfælles, men hvor nerven er at dele livets sorger og glæder, og hele tiden med fokus på at pleje og udvikle fællesskabet.