28. april 2015

Khaled kæmper for coolness for andre

I Århus bor en mand med en vision – det skal være cool at hjælpe andre. For tre år siden stiftede den i dag 23-årige Khaled Ahmed organisationen ”Be There For Each Other”. Selv kalder Khaled det ikke for en organisation, men for en bevægelse.

Khaled arbejder for at samle mennesker på tværs af baggrunde, forudsætninger og evner omkring et fælles udgangspunkt – at gøre en forskel. Målet er at skabe en mentalitetsændring i det danske samfund, hvor man skaber goodwill omkring det at hjælpe.

Hver søndag mødes medlemmerne i ”Be There For Each Other” og planlægger velgørenhedsarrangementer i samarbejde med lokale organisationer. Det er blandt andet blevet til en fodboldturnering til fordel for kræftramte børn, uddeling af mad og julegaver på børnehjem og til socialt udsatte og en lang række andre velgørenhedsarrangementer.

Khaled Ahmed drømmer om at bevægelsen ”Be There For Each Other” en dag kan vokse fra en Århusbevægelse og blive en bevægelse der rykker i hele Danmark.

Du kan læse nomineringen her: Khaled Ahmed “Be There For Each Other”